På motorcykel gennem Himalaya


En motorcykelrejse gennem Indiens Himalaya til Lille Tibet er et sandt bombardement af sanserne.

Ca. 100 sorte yakokser er drysset ud over det golde landskab og står som forstenede stenstøtter og tygger drøv i højfjeldssolens stråler på det Tibetanske Plateau. Idyllen afbrydes pludselig, da en stor, sort og kåd yakokse sætter i fuld firspring over sten, grus og græstuer, så støvet hvirvles op og småsten står til alle sider, alt imens den kaster sit hoved fra side til side.

Vi er på vej på motorcykler, gamle engelske modeller af mærket Royal Enfield, over Wari Lah bjergpasset, der ligger 5300 meter over havets overflade i Indiens Himalaya. Vores kurs er sat mod den frodige Nubra-dal, der ligger under os i 3000 meters højde.

 

Motorcykelmekka i Himalaya

På en motorcykelrejse gennem Himalaya møder man motorcyklister fra så forskellige steder i verden som Brasilien, Korea og England, men især kommer motorcyklister fra Indiens fjerne afkroge hertil, og mange af dem har kørt tusindvis af kilometer fra deres hjembyer i Indiens lavland for at opleve suset ved at krydse de høje bjergpas i Himalaya på to hjul. Særlig sjovt er det at se de indiske sikher, der i stedet for at bære hjelme kommer susende afsted med store, kulørte turbanner på hovedet og dertilhørende old school motorbriller. Som sikh i Indien er man nemlig fritaget fra lovkravet om at bære hjelm; man skal blot for sin egen skyld binde sin turban så stramt, at den bliver siddende på hovedet.

 

Fra tropisk jungle til is og sne på få dage

Alle motorcyklister, uanset nationalitet, belønnes på denne rejse med udsigter, der kan få selv den mest berejste globetrotter til at tabe underkæben: En uendelig hær af bjergtoppe med evig sne marcherer mod horisonten, og hver gang man krydser et bjergpas, kommer man til en ny dal med et nyt landskab. Bjergene i det sydlige Himalaya er beklædt med grønne kaktus, kolossale figentræer, bananpalmer og bourgonvilla så store som rækkehuse. Men jo længere op i Himalaya man kommer, jo mere goldt og øde bliver terrænet, og efter et par dages kørsel er de tropiske planter erstattet af stendynger, græstuer og snedriver.

 

Alverdens dyr på landevejen

Der er venstrekørsel på landevejene i Indiens Himalaya, og som udgangspunkt skal man have sit blik fastfrosset på vejen og ikke lade sig friste af at stirre for længe på de storslåede bjerglandskaber, mens man kører, for på vejen blander alverdens dyr sig med lokale skolebusser fyldt med børn der vinker, hujer og griner, indiske lastbiler af mærket Tata, der er malet i alle regnbuens farver, og som trækker en tyk, sort sribe af røg efter sig, trehjulede tuk tukker og knallerter. Flokke af gyldenbrune rhesusaber med røde bagdele holder til i vejkanten og venter på, at nogen smider frugt ud af busvinduet til dem, hundredevis af langhårede bjerggeder med snoede horn på vej til højlandet sænker trafikken, sorte grise med stride børste går og roder i skraldebunker, inden de pludselig hviner op og iler tværs over gaden. Om natten kan man være heldig at spotte sky leoparder, der er på vej til landsbyerne for at gå på rov, og hvert år tager de store kattedyr både får, geder og af og til et par små skolebørn.

 

Fortryllende Transhimalayan Highway

Den mest populære og spektakulære strækning for motorcyklister går fra byen Manali i det sydlige Himalaya til den buddhistiske oase, Leh, på det Tibetanske Plateau. Denne strækning går over adskillige bjergpas i 4000-5000 meters højde, hvor store, grådige gribbe kigger sultent efter motorcyklisterne, over højsletter med ulve og vilde æsler, forbi bjergsøer med azurblåt gletsjervand og langs brusende smeltevandsfloder. I det sydlige Himalaya kan man bo som en rigtig Maharaja på gamle heritage-hoteller, som er bevaringsværdige paladser og kongeslotte, der er indrettet til hoteller med moderne faciliteter. Men her på højsletten overnatter man i teltlejre, tænder lejrbål om aftenen og rister krydret lammekød over gløderne, alt imens man drikker indisk rørsukker-rom og taler om dagens køretur med andre rejsende fra hele kloden. Om natten træder en funklende stjernehimmel frem, og den klare luft kombineret med den sporadiske bebyggelse gør, at man kan se mælkevejen slynge sig gennem universet som en hvid tåge, mens stjerneskud tegner lysende streger på den sorte nattehimmel.

 

Til morgenbøn med monoton munkesang

Hvor hinduismen, med de hellige mænd og køer, er dominerende i landskabet i det sydlige og frodige Himalaya, så er det den tibetanske buddhisme, der dyrkes, når man kører op i højderne og ruller afsted på vejene i det storslåede og golde tibetanske plateau, ca. 4000 meter over havets overfalde. Her går kronragede buddhistiske munke og novicer langs landevejen, og deres safranrøde munkedragter lyser op i det sandfarvede landskab. Langs vejen ved Indusfloden mod byen Leh, hovedstaden i den selvstændige region i Indien, Ladakh, hænger middelalderlige, hvidkalkede klostre på stejle bjergskråninger med en altid dybblå himmel og en bagende sol i baggrunden. I det indre er disse klostre malet i stærke farver med billeder af de guder, der dyrkes inden for den tibetanske buddhisme. Mange af guderne, blandt andet beskytteren Maha Kala, optræder i en grufuld og grotesk æstetik med blottede hugtænder, et vildt blik i øjnene og iført en halskæde af kranier, dansende på døde menneskekroppe og med flammer i baggrunden. Hensigten med denne beskytter er, at den fremtræder så skræmmende, at den holder selv de mest onde ånder væk.  Denne afbildning ses side om side med billeder af en slank og fredfyldt Buddha, der sidder med lukkede øjne og mediterer i en lyserød lotusblomst. I sådanne omgivelser kan man tage til morgenbøn i Thieksey-klosteret i Indusdalen kl. 6 om morgenen. På bederummets tag står munkene iført deres orangerøde klæder med gyldne hjelme på hovederne og blæser i lange messingrør ud over Indus-dalen. Efter få minutter myldrer små menneskeskikkelser ud af husene for foden af klosteret, alle iført de karakteristiske røde munkedragter, og kort efter er bedesalen fyldt af munke i alle aldre. Fra små seksårige drenge, der driller og tjatter til hinanden på vej op ad trapperne, til gamle bedstefædre, der åbenlyst gaber, mens de monotont messer de mange mantra, akkompagneret af trommer, skralder og bjælder.

 

 

At rejse er at få vasket øjnene

Vi kender alle det gamle, danske ordsprog: ”at rejse er at leve”. I Kina siger man: ”at rejse er at få vasket øjnene”. Efter en tur gennem Himalaya på to hjul kan man skrive under på, at begge talemåder indeholder essentiel livsvisdom. Livet kan ikke blive meget mere intenst, end når man suser gennem Himalayas sansebombardement på en engelsk Royal Enfield motorcykel. Her lever man livet til fulde. Efter en sådan rejse er øjnene blevet vasket, og alt står langt mere tydeligt frem. Man har fået tusind ting at undre sig over, men samtidig et nyt og anderledes blik på den mangfoldige verden vi lever i.  (Billeder og tekst af Villads Kok Mortensen)

 

Rejseinfo

Undgå højdesyge i Himalaya. Chancen for at få højdesyge kan reduceres kraftigt ved, at man akklimatiserer sig ved at stige langsomt i højderne, drikke rigeligt med væske samt undgår tobak og alkohol. Evt. kan man indtage Diamox, der er et medikament, som forebygger højdesyge.

Mad. Måltider består typisk af ris, fladbrød, kebabretter og krydrede karryretter, men længere mod nord kan det spændende tibetanske køkken opleves med nuddelsupper, dumblings og hotpot. I de større byer er der et større udvalg af international mad så som pizza, pasta og burgere.

Bedste rejsetidspunkt. Vejene på de høje bjergpas er åbne fra juni til okt. De bedste måneder at rejse er Juni, august og sept.

Kontakt MC ASIEN for mere information om kommende motorcykelrejser.