Motorcykelrejse i Vietnam ved nytårstid 


En motorcykelrejse gennem bjerglandskaberne i det nordlige Vietnams stammeområde er en rejse tilbage i tiden. Og rejser man på det tidspunkt, hvor der fejres Tet, det vietnamesiske nytår, så oplever man stammefolkenes mange traditioner på klos hold.

Et mørkegrønt mandarintræ med orange frugter kommer susende for fuld fart og overhaler to motorcykler – indenom. De mange orange frugter danser, og træet hopper op og ned, inden det svinger til højre og forsvinder bag en osende bybus. Få sekunder efter følger et ferskentræ med lyserøde blomster i hælene på mandarintræet, inden også det forsvinder ud af syne. Man kan kun ane de små, sorte gummejul under de adskilige småtræer og buske, der kommer ræsende gennem den tætte morgentrafik her i Hanoi, hovedstaden i Vietnam, der op til det vietnamesiske nytår, Tet, synes at være blevet forvandlet til en planteskole på hjul. Når mandarin- og ferskenbærtræerne er kommet frem til deres respektive steder, bliver de placeret i kolossale lerkrukker og pynter op i lokale hjem, på restauranter og i hotellobbyer overalt i byen.


På motorcykel gennem stammefolkenes land

Vi er en gruppe motorcyklister, der sammen kører gennem Vietnam, hvis landskab nok er mestkendt for Halungbugten, de lange kystlinjer, lavland med jungle og endeløse grønne rismarker. Men hvis man fra hovedstaden, Hanoi, kører nordpå, vil man opleve et landskab, der er kuperet og bjergrigt og står i kontrast til det flade og lidt enformet lavland  ved Mekong-deltaget i syd. Og rejser man i starten af året, så vil man opleve fejringen af det vietnamesiske nytår, Tet, og det sker med pomp og pragt. Ruten gennem den bjergrige og nordlige del af Vietnams landskaber går fra Hanoi i lavlandet og op gennem bjerglandskabet langs grænsen til Kina. Her der rigeligt med snoede bjergveje, som er sjove når man er afsted på to hjul. Det er også i dette område at mange af Vietnams etniske minoriteter lever. I alt er der 54 forskellige folkeslag i Vietnam, og mindretallene udgør ca.15 procent af befolkningen i det 3.000 kilometer langeland, der bugter sig som en drage langs Det sydkinesiske Hav. De fleste af Vietnams stammefolk, der bor i landets bjergrige egne, er indvandret i folkevandringsbølger fra det sydlige Kina gennem mange århundreder. Idag lever de af agerbrug og delvist som jægere og samlere i udkanten af det vietnamesiske samfund.

Ti dages vietnamesisk nytårskur

Vi parkerer vores motorcykler under et hus på pæle i landsbyen Mai Chau, ca. 150 km fra Hanoi, og bliver budt velkommen af en smilende vietnamesisk værtinde, der fører os op ad en smal trappe til en hyggelig sovesal, hvor der er gjort klar til os allesammen med madrasser, myggenet, nyvaskede lagner og bløde dyner. I Vietnam kan turister indlogere sig i private hjem hos de lokale stammefolk, og dette er en helt unik mulighed for at komme tæt på lokalbefolkningens tradtioner og skikke. I disse gæstgiverier, der ligger i traditionelle landsbyer, bliver det vietnamesiske nytår skudt ind med manér, og her handler det om at spise sig til held og lykke og succes i det kommende herrens år. Og man kan godt medbringe den store appetit hjemmefra, for nytårsfesten i Vietnam varer i ca. 10 dage, så det er ikke så lidt, der bliver sat til livs. Det vietnamesiske køkken er delikat, mangfoldigt og til tider også yderst bizart. I løbet af den tid, som nytårsfesten varer, er der daglige og overdådige festmiddage, og i denne periode er der mange retter, som kun tilberedes og spises ved denne ene lejlighed, da de alle har en symbolsk betydning. Vi bliver bedt om at sætte os til rette, mens et hav af lykkebringende nytårsretter bæres ind: Her spises en grønbrun riskage med navnet chung cake, fordi de grønlige ris repræsenterer jorden, og en tilhørende kold terrin af svinekød symboliserer himlen. Rød er en lykkebringende farve, og kraftige røde sticky-rice serveres, fordi de menes at bringe held i det nye år. Gule stykker af dampet kylling og supper drysset med hakkede forårsløg repræsenterer de fire årstider. Vi nyder de mange specielle smagsoplevelser, mens vi af værtsfamilien får fortalt, at and og hundekød, der ellers er en festspise i den nordlige del af Vietnam, ikke spises henover nytår, da det menes at bringe uheld. Inden måltidet serveres tænder værtsfamilien røgelsespinde på et lille husalter, og madskåle stilles frem til fotografier af familiens forfædre på husalteret, så de, i det hinsides, også får del i nytårskurens herligheder.

Markedsdag i det nordlige Vietnam

Næste morgen vågner vi tidligt til hanegal og grisegrynt fra de mange små familiedrevne landbrug i landsbyen. Vi takker værtsfamilien for en hyggelig overnatning og starter vores mange motorcykler, der tilsammen lyder som en tordendrage her ved daggry i bjerglandskabet. Udover maden her i Vietnam, som man kunne skrive en hel doktorafhandling om, er det en sjov oplevelse at holde ind ved en af de mange interimistiske markedspladser, der er opstillet langs landevejene under Tet. Her kommer stammefolket fra højlandet og tilbyder deres mange landbrugsvarer, og for at spise og feste. Under Tet forvandles markederne til rene folkefester, hvor både dans, traditionelle sange og folkemusik er en lige så stor fryd for øret, som det er for øjet at se kvinderne, fra de forskellige stammer, der er iklædt farverige folkedragter. Alle stammerne har forskellige egnsdragter, og de synes at stråle om kap med hinanden. Det er især en fornøjelse at se kvinderne det tilhører Mongh-folket, hvis hovedbeklædninger, med hundredvis af perler og broderier, lyser op i landskabet som festligt nytårfyrværkeri. På festivalpladsen handles der med alverdens dyr, bl.a. med sorte smågrise, der forvilder sig væk fra de store grisesøer, og piler ind og ud, mens søerne hyler og skriger. Lyden går gennem marv og ben og blander sig med folkemusikken i en bizar kakofoni. Vores motorcykler er parkeret ved vejen og skaber en del opmærksomhed, mens vi går rundt i dette vidunderlige inferno af lyde og lugte, og vi bliver nærmest hypnotiseret af de stærke farver på de mange forskellige egnsdragter. Efter at havde set os mætte på folkelivet på markedspladsen, springer vi op på motorcyklerne og suser videre gennem landskabet. På turen gennem det nordlige Vietnam ændrer landskabet hver dag karakter, og det er så varieret, at det næsten er umuligt at rumme det hele på en gang.

Farvel til hanens år og goddag til hundens

Ved dette Vietnamesiske nytår gik vi ind i hundens år, og det betyder iføgle den lokale overtro, at alle de børn, der fødes i dette år, har hundens karakteregenskaber. Fx anses personer, der er født i hundens år, for at være intelligente, mens de, der er født i musens år, regnes for at have et heftigt temperament, fortæller Ahn Tuan, der er vietnameser og guide på motorcykelrejsen. Selv er han født i tigerens år, og det er derfor, at han elsker at rejse rundt i Vietnam, fortæller han, da tigeren altid vandrer fra sted til sted. Ahn Tuan har guidet motorcykelrejser i Vietnam i mere end 20 år, og overalt, hvor vi kommer frem, kender han lokalbefolkingen, som han hilser på og taler med, og vi inviteres ind til te og frokost i private hjem. Han er en levende og passioneret fortæller, der gør kørepauserne langs Vietnams landeveje til små forelæsninger om landets historie, kultur og politiske forhold. Som så mange andre mennesker i dette land, har han haft oplevelser fra Vietnams mange krige meget tæt på, da flere af hans familiemedlemmer har været involveret i kampe mod Frankrig, USA og senere mod kineserne. Ahn Tuan fortæller, gestikulerer og peger ud over landskabet, mens han giver os et indblik i den barske historie, der har formet det land, vi nu rejser i på motorcykel. Og alle bliver vi opslugt af hans fabulerende fortællestil.

Tilbage til Hanoi

Efter 11 dage på to hjul gennem den nordligste del af Vietnam, sætter vi igen kursen mod hovedstaden, Hanoi, og da vi på vores motorcykler nærmer os forstæderne, møder vi igen mandarin- og ferskentræerne i trafikken, men denne gang holder de parkerede i vejkanten, og nu ser de lidt visne og trætte ud, som efter en lang og udmattende nytårsfest. De er ved at blive plantet ud i plantagerne igen, så de er klar til at suge næring til sig og samle kræfter til endnu en tur gennem trafikken i Hanoi ved næste nytår, når Vietnam igen holder Tet, og hundens år bliver til grisens år.

Rejseinformation

Tết Nguyên Đán er det fulde navn på det vietnamesiske nytår og det er landets ubestridt største og vigtigste festival. Tet følger en månekalender og fejres mellem januar og marts måned.

Officielt er er Tet en festival på 3 dage, men den varer alt i alt ca. to uger. For vietnameserne handler Tet om mad og drikke i store mængder, samt om at tilbringe tid sammen med venner og familie. Det er også en højtid hvor der ofres gaver til forfædrene, samt en højtid hvor buddhistiske og taoistiske templer aflægges et visit.

Tet er en festival hvor man hilsner foråret velkommen. Under Tet placeres blomstrende fersketræer i hjemmene, da de symboliserer foråret. Mandarintræerne, der også stilles frem under Tet menes at bringe held og lykke i det nye år.

Personer med dansk pas kan opholde sig i Vietnam i op til 15 dage uden turistvisum. Med gyldigt turistvisum kan man opholde sig i landet i helt op til 3 måneder.

This slideshow requires JavaScript.